02 april, 2006

Billeder af grunden, før jordbunkerne blev fjernet




Byggetilladelse mangler og første spadestik i næste uge

Igår sagde min mor, at hun savnede opdatering her, så jeg iler til tasterne ;-)

Byggetilladelsen er endnu ikke godkendt af kommunen. Entreprenøren rykkede i sidste uge og angiveligt sagde kommunens sagsbehandler noget i retning af: "Jamen, jeg venter jo på noget fra dig!"

Entreprenøren svarede: "Ja - og det fik du for 5 uger siden".
"Gjorde jeg?", svarede sagsbehandleren og rodede lidt i sine papirer ... "Jaeh, det kan jeg da godt se ... nu. Det ligger her - jamen, så må jeg lige få kigget på det!".

Wow.

Okay, vi går i jorden alligevel. Entreprenøren fortæller, at landmåleren kommer i den kommende uge og at spær vil blive leveret i uge 19. Han siger, at han har lagt rigeligt med tid ind i byggeplanen og at han regner med at være færdig med huset lige efter sommerferien.

Vi håber!

...

Advokaten har sparet os for 10.000 kr. i tinglysningsafgift. Han påpegede, at vi kunne ændre købsaftalen sådan, at vi kun lavede skøde for grunden - og så betragtede købsaftalen som en entreprise-kontrakt - på den måde skulle vi kun betale tinglysningsafgift af grundens værdi.

Entreprenøren accepterede denne ændring og pt. venter vi så blot på at få udfærdiget den nye købsaftale. Endnu har vi ikke skrevet under på noget - og dermed heller betalt så meget som en krone - og vi har alligevel tjent omkring 100.000 kr. på grundens værdistigning.

I december købte et ægtepar en af de ledige grunde (mindre end vores) for et større beløb end vores grund handles for. I marts 2006 valgte ægteparret så at videresælge deres grund, fordi de gik fra hinanden. På de få måneder har de tjent ca. 80.000 kr.

Så det ser ud til, at vi får ret i vores formodning om, at vores samlede ejendom vil akkumulere friværdi allerede inden, det er færdigbygget :-)
Det kan vi da kun være tilfredse med!

...

Nu venter vi spændt på første spadestik.
Jordbunkerne er fjernet fra vores grund, så vi nu kan få et bedre billede af, hvor stor den egentlig er. Den er S T O R ... og der bliver MEGET græs at slå! Nå ja, så får vi da den motion.

Jeg tager stadig op forbi grunden næsten hver dag - og udsættes lidt for latter i min familie ;-) ... jeg glæder mig og da jeg ikke er specielt visuel, er jeg nødt til at 'mærke' stedet for rigtigt at kunne tage det ind. Det er noget ganske særligt at bygge nyt ... på en grund, som aldrig før har været brugt til beboelse. Det bliver vores sted. Vores hjem.

I næste uge skal landmåleren så måle op - og jeg håber, at det også betyder, at første spadestik tages allerede i næste uge. Jeg vil også gerne være der og overvære første spadestik - så jeg håber, at vi får besked om, hvornår de går i gang.

Det var ordene for nu.