19 juni, 2006

Rejsegilde på fredag, den 23. juni 2006

I går tog vi billeder af, at der var klargjort til at sætte spær op, som du kan se i foregående post.
I dag har tømrerne sat spærene op.

Vi mødte entreprenøren, John fra HJ Huse, som fortalte os, at rejsegildet kunne vi sådan set godt invitere til i denne uge ... når vi havde tid og lyst til at holde det.

Så du er hermed inviteret til rejsegilde i vores nye hus
(hvis du er en af dem, som ved, hvor det er) på
fredag, den 23. juni 2006, klokken 12.00.

Vi glæder os til at dele oplevelsen og glæden med dig.

Kærligst,
Lars og Helle

18 juni, 2006

18. juni 2006 Færdigmuret og klar til spær.

Murerne er færdige.
Stolperne ved den overdækkede terrasse og carporten er muret op - og vi synes, at de giver en rigtig god balance i huset.

Vinkeljern til spærene er sat op og i næste uge begynder tømrerne at sætte spær op, så vi skyndte os at tage billeder af, hvordan huset ser ud uden tag.









Her er resterne af murstene:

12. juni 2006 Dygtige murere og gemmeleg

Christoffer og jeg havde en pragtfuld aften på grunden med gemmeleg og hygge.



Efterhånden siger vi oftere "i huset" end "på grunden" - og ordene afspejler, at byggeriet skrider fremad.

Murerne gør et flot stykke arbejde og vi glæder os ved hvert eneste besøg over håndværket.
Det er bare i orden! Vi glæder os til at vise huset frem for familie, venner og bekendte - og til at nyde udsigt, lysets skiften, solen og selskab i vores nye hjem.

Her er den vestvendte terrasse, klar til opmuring:


Samme terrasse set fra nord:

07 juni, 2006

7. juni 2006 Mursten

Så er murerne igang. Endelig, fordi det efterhånden er blevet svært at vente på indflytningen og på, at huset bliver færdigt.

Byggeriet går stadig fuldstændig efter planen og vi er utroligt glade for, at vi valgte John som entreprenør. Mage til velordnet byggeplads, organisering af byggeriet og lækkert, veludført håndværk skulle vi vist have ledt længe efter. Og så havde vi sådan en dygtig entreprenør i "baghaven".

Vi er imponerede og allerede stolte af vores hus.

Murstenene har vi betalt ekstra for - og er også her meget tilfredse. Vi havde ikke lyst til hverken et hvidt, rødt eller gult murstenshus - og hvad gør man så, når det heller ikke skal være hverken brunt, grønt eller sort?

Vi valgte "Løvfaldsfarvede" mursten. Murerne er meget omhyggelige med at blande nuancerne, så huset ikke får "ensfarvede pletter", men fremstår som nærmest "glødende". Dét er vi rigtigt glade for; det er alle pengene værd!